Frivilligprojektet 2022
Kan du forestille dig et Frederiksberg uden frivillige idrætsledere? Det er utænkeligt. Men kommer de af sig selv, og bliver der taget sig godt nok af dem? I dette projekt har vi sat lys på frivilligheden. Se denne video, som omhandler hele projektet, inden du læser videre.
Baggrund for projektet
På Frederiksberg har en lang række af vores idrætsforeninger, små som store, en stigende udfordring med rekruttering og fastholdelse af frivillige, herunder instruktører/trænere. Det påvises også i undersøgelsen fra DIF “Idrætsforeninger i Danmark – Rammer og vilkår 2021”, hvor det viser sig, at Frederiksberg ligger helt i bund i forhold til frivillighed. Der er simpelthen ikke nok, der involverer sig, både hvad angår frivillige trænere/instruktører og ledere.
Derfor satte Frederiksberg Idræt i 2022 fokus på frivilligheden med Frivilligprojektet 2022, hvor Frederiksberg Idræts Idrætskonsulentteam arbejdede sammen med tre lokale idrætsforeninger i et forsøg på at hjælpe dem med at styrke deres frivilligrekruttering og fastholdelse af frivillige. Derudover indgik Frederiksberg Idræt et samarbejde med viden organisationen Ingerfair, som bidrog med facilitering og viden om frivillighed.
De tre medvirkende idrætsforeninger Gymnastikforeningen ODK, Familieidræt og FA2000 har i løbet af projektprocessen arbejdet med initiativer på flere niveauer for at understøtte deres rekruttering og fastholdelse af frivillige, herunder trænere/instruktører. Initiativerne blev igangsat på baggrund af den nyeste viden og samfundstendenser, som Ingerfair præsenterede dem for samt en forundersøgelse blandt frivillige og medlemmer i idrætsforeningerne.
Baggrundsvideo kan ses her
I nedenstående opsamlings-materiale ønsker vi at inspirere andre foreninger ved at dele den erfaring, viden og konkrete initiativer, som de medvirkende foreninger har oplevet undervejs i processen.
Frivilligheden er den største og vigtigste ressource i foreningslivet – uden frivillige, ingen forening.
Inden de medvirkende idrætsforeninger gik i gang med nye initiativer i deres forening, gennemførte de en trivselsundersøgelse blandt deres frivillige, som tog afsæt i Ingerfair’s TRAVL-undersøgelse. Undersøgelsen satte lys på trivslen blandt de frivillige i de medvirkende idrætsforeninger. Det så desværre ikke helt ud, som de forestillede sig! Resultaterne gav de medvirkende foreninger stof til eftertanke, men det var også med til at bane vejen for en omprioritering i foreningernes videre arbejde, blandt andet i forhold til prioritering af nye indsatser og initiativer rettet mod frivilligheden.
Læs mere om Ingerfairs TRAVL undersøgelse
Frivilligkorps i Gymnastikforeningen ODK
ODK ønskede at gøre det nemmere og mere uforpligtende for nye frivillige at finde information og tilkendegive en interesse, hvis medlemmer eller interessenter ønsker at bidrage til fællesskabet som frivillig i Gymnastikforeningen ODK. Helt konkret har Gymnastikforeningen ODK oprettet en ”tilkendegivelses”-formular på deres hjemmeside, som er let at tilgå og udfylde med udgangspunkt i specifikke typer af opgaver. Ambitionen for ODK er at få et frivilligkorps, som de kan kontakte, når de har brug for det. Derudover håber ODK at nogle af de nye frivillige på sigt får lyst til at involvere sig mere forpligtende i foreningen.
Læs mere om ODKs Frivilligkorps
Forældrehjælpere i Familieidræt
Familieidræt havde ikke tidligere beskæftiget sig med involvering af forældre som frivillige instruktører. Under projektet så de det som et uforløst potentiale, som de ønskede at afprøve. På nogle af deres hold har de derfor arbejdet med frivillige forældrehjælpere, som skal bistå trænere og eventuelt overtage holdet i tilfælde af sygdom eller lign. Det er ambitionen, at de frivillige forældrehjælpere skal understøtte Familieidræts instruktører, så instruktørerne får bedre vilkår og samtidig giver en endnu bedre oplevelse af at være frivillig i Familieidræt.
Læs mere om Forældrehjælpere i Familieidræt
Fodboldklubbens FA2000’s Frivilligudvalg
FA2000 valgte at sætte fokus på trivsel og fastholdelse af foreningens frivillige trænere og instruktører. Derfor har de nedsat et frivilligudvalg, som hele året rundt skal arbejde med anerkendelse, initiativer og indsatser, der forhåbentligt bidrager til øget trivsel og fastholdelse blandt de frivillige. Ambitionen er at udvalget skal følge op på de frivilliges behov og ønsker samt forbedre trivslen, så deres eksisterende frivillige i højere grad bliver ambassadører for at rekruttere nye frivillige. Det nye frivilligudvalg skal altså bistå FA2000 administration og bestyrelse med løbende pleje og trivsel blandt deres mange frivillige, da det kræver mange ressourcer, som ikke kan løftes af administration og bestyrelse alene.
Læs mere om FA2000s Frivilligudvalg
Opsamling og nye projekter
Ovenstående materiale og videoer lavet i relation til Frivilligprojektet 2022 kan forhåbentligt inspirere dig og din forening til jeres arbejde med rekruttering af frivillige, herunder trænere/instruktører.
Idrætskonsulenterne i Frederiksberg Idræt står til rådighed, hvis din forening har brug for sparring, vejledning eller hjælp til nye indsatser og initiativer.
Vores arbejde med at understøtte idrætsforeningerne på Frederiksberg med rekruttering af instruktører og trænere slutter ikke her. Vi vil, i samarbejde med Bevæg dig for Livet Frederiksberg og Center for ungdomsstudier (CUR) i 2023 igangsætte et nyt projekt “Trænerakademiet”, som forhåbentligt vil bidrage til, at vi får endnu flere unge trænere og instruktører i foreningerne på Frederiksberg. Er du nysgerrig på at høre mere, så tøv ikke med at kontakte Idrætskonsulenterne i Frederiksberg Idræt.
Se video om Hvorfor din forening kan få gavn af at være med i et projekt sammen med FIU’s Idrætskonsulentteam
Hvad har Rosita lært på workshop 1?
ODK’s Frivilligcorps