Vælg en side

Brænder du for at understøtte idrætten og foreningslivet i storbyen? Motiveres du af at bringe nye ideer i spil og udføre dem i praksis, og lader du dig ikke slå ud af forhindringer? Har du styr på kommunikation via en bred vifte af platforme fra sociale medier til flyers, og er du klar til at være ansvarlig for vores kommunikationsarbejde? Kan du arbejde både selvstændigt og sammen med gode kollegaer i både udviklingen og gennemførelsen af tiltag og projekter, som skal styrke deltagelsen i idrætsforeningerne?

Så er det muligvis dig vi leder efter som ny idrætskonsulent til Frederiksberg Idræt

 Jobbet

Som idrætskonsulent får du en central rolle i FIU’s organisation, og bliver sammen med et team på 5 idrætskonsulenter ansvarlig for at udvikle og gennemføre tiltag til fremme af idrætslivet på Frederiksberg. Særligt bliver du involveret i samspillet de lokale daginstitutioner, med fokus på at skabe samarbejde mellem idrætsforeninger og institutionerne. Derudover bliver du ansvarlig for vores kommunikationsarbejde, hvor du til mange målgrupper skal kommunikere vigtige historier og budskaber om FIU’s indsatser.

Du får reference til teamlederen for idrætskonsulentteamet. Din daglige arbejdsplads er med base i FIU’s administration, som består i alt af 8 medarbejdere, og har adresse på Jens Jessens Vej på Frederiksberg.

Du bliver tæt involveret i samarbejdet med idrætsforeningerne samt med Frederiksberg Kommune. Dine arbejdsopgaver vil spænde bredt, og hvor du både løser administrative opgaver, men også er med til at understøtte den praktiske gennemførelse af idrætsmæssige tiltag ikke mindst i samspil med idrætsforeningerne.

Som ansvarlig for vores kommunikationsarbejde skal du selvstændigt lave både skriftlig kommunikation på FIU’s forskellige medier, men også kunne tage hånd om opsætning og fremstilling af fysiske materialer som flyers, brochurer eller skilte.

Din profil

Du har indgående indsigt i og forståelse for arbejdet i en idrætsforening, samt en velfunderet viden om borgernes idrætsvaner i en storby.

Desuden er arbejdet med håndtering af en bred vifte af opgaver med kommunikation ikke ukendte områder for dig.  Du har derfor gode kommunikative evner både skriftligt og designmæssigt, som du er klar til at bruge i praksis.

Vi forventer, at du besidder både stort overblik samt kan holde mange bolde i luften. Vi ønsker en kandidat med relevant uddannelse indenfor enten idræt, projektledelse eller kommunikation på minimum bachelorniveau. Erfaring fra en stilling med lignende arbejdsopgaver vægtes højt.

Det vil desuden være en stor fordel, hvis du har erfaring fra lederarbejde i en idrætsforening samt i at samarbejde med frivillige foreningsfolk.

Som person er du dygtig til at skabe og vedligeholde gode, professionelle relationer til dine samarbejdspartnere og kolleger i FIU. Du har nemt ved at begå dig og trives både med at arbejde selvstændigt og sammen med andre.

 Virksomheden

Frederiksberg Idræt (FIU) er en selvstændig paraplyorganisation for den organiserede idræt på Frederiksberg. FIU’s formål er at varetage idrættens interesser på Frederiksberg, herunder at skabe de bedst mulige vilkår for idrætsforeningerne, både hvad angår faciliteter og profilering af idrættens tilbud.

FIU driver seks større idrætsanlæg, der tilsammen huser ca. 60 idrætsforeninger og danner den daglige ramme om knap 22.000 aktive idrætsudøveres hverdag midt i storbyen.

FIU har et tæt samarbejde med idrætsforeningerne, udmøntet blandt andet via forskellige idrætsfaglige udvalg.

Det fremtidige mål for FIU og vores i alt godt 30 faste medarbejdere er fortsat at servicere og udvikle foreningstilbuddene på de enkelte anlæg samt at sikre et bredt udbud og en høj kvalitet af idrætstilbud i samarbejde med både kommunen, foreningerne og eksterne samarbejdspartnere.

FIU har sammen med Frederiksberg Kommune indgået aftale om et ambitiøst partnerskab under Bevæg dig for livet med de store landsdækkende idrætsorganisationer, med det primære mål at få flere idrætsaktive borgere på Frederiksberg. FIU er tæt involveret i denne ambitiøse indsats, og har både i eget regi samt i samspil med idrætsforeninger søsat tiltag og projekter. Fælles for disse er ambitionen om at styrke idrætsforeningerne samt at fremme borgerne idrætsdeltagelse.

FIU søger en hurtigst muligt en idrætskonsulent til en fuldtidsstilling.

Du tilbydes

En nøglerolle i en veldrevet idrætsorganisation i en markant og spændende udvikling, hvor du får ansvar for opgaver, der både løses selvstændigt og sammen med kollegaer i teamet.

Lønpakken forhandles med udgangspunkt i din baggrund og erfaring. Ansættelsen sker med udgangspunkt i FIU’s overenskomst, som bl.a. indbefatter attraktiv pensionsordning og sundhedsforsikring.

Vil du vide mere

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Karina Jacobsgaard på tlf. 22 37 42 29 eller direktør Søren Burchall på tlf. 29 66 45 55.

Ansøg stilling via linket her: Idrætskonsulent med ansvar for kommunikation | Jobannonce | Jobindex

 

Med venlig hilsen

Frederiksberg Idræt