Onsdag den 11. september samledes FIUs SeniorIdrætsNetværk for anden gang. På foranledning fra foreningerne havde FIU inviteret både Frederiksberg Sundhedscenter og Bevæg dig for Livet – Frederiksberg med til mødet.
Humøret var højt, dagsordenen lang, og smørrebrødet smagte glimrende. Særligt den gode nyhed om, at kommunalbestyrelsen igen har valgt at prioritere aktivitetstilskud til medlemmer over 65 år, bragte smil og forhåbninger frem.
Repræsentanter fra de fleste FIU-foreninger med aktiviteter rettet mod målgruppen 60+ deltog, og det blev en inspirerende eftermiddag fyldt med udveksling af idéer og støtte til hinandens udfordringer. Nogle af punkterne på dagsordenen omfattede den netop afsluttede Motionsdag, som FIU, Frederiksberg Sundhedscenter og foreningerne samarbejdede om, samt 60+ FerieMotion, sommerens fællesprojekt for at holde medlemmer og øvrige borgere fysisk aktive i sommermånederne.
Læs mere om 60+ FerieMotion: https://www.dif.dk/nyheder/2024/06/mens-andre-holder-idraetsfri-i-sommerferien-snoerer-frederiksbergs-aeldre-gummiskoene
Sundhedscenteret var nysgerrige på, hvordan de og idrætsforeningerne kan fortsætte samarbejdet om brobygning mellem genoptræningshold i Sundhedscenteret og de mange relevante idrætstilbud. Brobygning er nøglen til at få flere Frederiksberg-borgere med i idrættens fællesskaber, og dette har relevans for os alle i byen.
Emnet ”Hjælp til kommunikation” blev også drøftet, og ønsket om bedre brug af det online rekrutteringsværktøj Motivu var stort. FIUs idrætskonsulent Teis tilbød straks sin hjælp til dette, som passer godt ind i FIUs understøttelse af foreningerne med rekruttering af nye og flere medlemmer.
En udfordring, som flere foreninger oplever, er, at mange idrætsforeninger drives af tordenskjoldsoldater. Hvordan kan vi rekruttere flere frivillige medlemmer? Dette spørgsmål blev drøftet, og Marianne fra Bevæg dig for Livet opfordrede foreningslederne til at dele deres erfaringer. Der blev fremlagt gode idéer, men der er stadig behov for yderligere arbejde. Derfor vil FIU og Bevæg dig for Livet i samarbejde arbejde videre med modeller til at understøtte foreningerne i denne udfordring.
Mødet blev afrundet med enighed om at forfølge et samarbejde omkring eksisterende instruktører i foreningerne og se på muligheden for en fælles ”vikarliste”. FIUs idrætskonsulenter vil arbejde videre med dette sammen med foreningerne, med målet om at være klar inden nytår.
Netværket mødes igen i januar måned.