Takket være Frederiksberg Kommunes pulje til vedligehold af skolernes idrætsfaciliteter har Frederiksberg Idræt blandt andet kunnet hjælpe tissetrængende fodboldspillere på kunstgræsbanen på Skolen på Duevej.
Hvert år afsætter Frederiksberg Kommune en pulje på 500.000 kr. til forbedring af skolernes idrætsfaciliteter.
Midlerne fra puljen bruges blandt andet ud fra ønsker fra idrætsforeningerne, og det seneste år har det udmøntet sig i forskellige forbedringer:
- Gymnastiksalen på Skolen på Nyelandsvej har fået nyt gulv
- Flere skoler har fået nyt musikanlæg i haller og gymnastiksale
- Foreningerne har fået adgang via nøglebrik til de udendørs toiletter ved kunstgræsbanen på Skolen på Duevej
- Den ene street basket-bane på Skolen på Bülowsvej er blevet moderniseret.
“Vi er glade for at kunne imødekomme en række af ønskerne fra idrætsforeningerne på Frederiksberg. Så tak til kommunalbestyrelsen for fortsat at prioritere velfungerende faciliteter til idræt på skolerne”, siger Søren Burchall, direktør i Frederiksberg Idræt.



