- vi ta'r hånd om idrætten på Frederiksberg

Formandens blog

Herfra skal lyde et godt nytår til jer alle – jeg håber, at I alle kom nogenlunde helskindet gennem den ofte hektiske 31. december 😊

Valg til repræsentantskabsmødet

FIU afholder sit årlige repræsentantskabsmøde torsdag den 26. marts. Igen i år bruger vi lidt energi på at efterspørge interesserede i bestyrelsesarbejde – vi har nemlig to ledige pladser i bestyrelsen, heraf én suppleantpost. Vi vil rigtigt gerne høre fra jer der er interesserede i at stille op, ikke mindst hvis I er af det modsatte køn af flertallet i bestyrelsen, som er mænd. En anden måde at sige på, at kvindelige kandidater vil blive vægtet højt til repræsentantskabsmødet.

Vi skriver som altid ud om mødet, inklusiv en reminder om de ledige pladser i FIU’s stående udvalg og forudsætningerne for at overveje en opstilling som kandidat.

Om bestyrelsen vil, så genopstiller jeg som formand for en ny toårig periode, hvor en af de vigtigste opgaver bliver at beslutte hvem der kunne blive min afløser som formand for FIU. Det er naturligvis et stykke arbejde vi sammen i bestyrelsen vil drøfte, samtidig med at vi skal tale om retningen for FIU og hvor mange/hvilke typer opgaver FIU kan påtage sig i årene fremover, herunder hvordan vi kan prioritere både de økonomiske og de menneskelige ressourcer.

Jeg har været formand i tyve år og i den tid har FIU rykket på ganske mange parametre – ikke (alene) fordi jeg siddet for bordenden, men fordi vi har været gode til at lytte til vores medlemsforeninger og fordi vi har været gode til at fornemme idrætslivets mange udfordringer og muligheder for at opsuge og tilpasse sig de strømninger i samfundet, der hele tiden ændrer sig.

Skulle jeg være heldig at blive genvalgt, har jeg en klar prioritering af mit arbejde:

  • Internt i FIU, at være med til at lede efter/finde den (måske) kommende formand, at foretage en nøje opsummering af mine nuværende opgaver og hverdag, så en kommende formand får det mulige udgangspunkt at arbejde videre fra, at afvikle mine øvrige poster hos forskellige samarbejdspartnere, så en ny formand eventuelt kan indtræde efter mig og at udvikle og /eller tilpasse organisationen i FIU, så den passer bedst muligt til de kommende års allerede kendte opgaver. Og så ikke mindst at arbejde for, at I som foreninger fortsat er bedst muligt repræsenteret i FIU’s arbejde for hele tiden at optimere vilkårene for idrætten i kommunen.
  • Eksternt, at arbejde målrettet for at udviklingsarbejde, foreningsdialog og tidsplan m.v. for Forum/Sportforum fastholdes, at arbejde for at afsøge mulighederne for forskellige former for fonds- og ekstern finansiering for FIU’s mange anlægsprojekter og at udvikle det allerede bestående samarbejde med de kommunale politikere og politiske udvalg, der gerne vil bruge idrætten og dens muligheder positivt i forskellige opgaveløsninger, i dialog med FIU og vores foreninger.

Nuloptællinger, aktivitet

Der kan sættes mange ord på begrebet ”nultællinger” og på baggrunden for FIU’s løbende tjek af udnyttelsen af de tider der tildeles til træning og kampafvikling til jer foreninger.

Nogle vil mene, at kontrollen med udnyttelsen er unødig, nærmest et overgreb på den enkelte forenings frihed til at administrere egen tid på vores idrætsanlæg.

Nogle vil mene, at det rent faktisk er okay at vi ved, hvis faciliteter står tomme i faste tidsrum, på faste tilbagevendende dage.

Andre igen mener at vigtigste omkring træningstider der ind i mellem ikke udnyttes, uanset årsagen, er den dialog der føres og måden dialogen føres på.

Det helt essentielle i denne sag er, at man som forening afmelder tider man ikke bruger, også hvis det blot er en enkelt gang. At afmelde ikke brugbar tid åbner for at andre foreninger kan få glæde af tiden. Samtidig er det vigtigt at pointere, at ingen foreninger mister permanent træningstid, fordi man er ærlige og afmelder et enkelt hjørne af ens samlede træningstid.

Der er altid foreninger der kan bruge ekstra eller ny træningstid. Vi afviser ofte nuværende foreninger, der har brug for ekstra træningstid, af kortere eller længere varighed. Vi afviser stort set alle nye foreninger, der godkendes kommunalt efter Folkeoplysningsloven, ganske enkelt fordi der ikke er ledige tider eller faciliteter på Frederiksberg.

Vi taler altså om næsten 100% udnyttelse af vores samlede facilitetsudbud, når vi taler med og argumenterer overfor vores politikere.

Derfor er det nødvendigt, at der findes en eller form for tjek af, om alle vores faciliteter udnyttes optimalt – og det er FIU der skal foretage dette tjek, for vi ved at mange, mange års erfaring, at I som foreninger ikke melder ind, hvis I lader enkelte træningstimer ubrugte. Ikke noget angreb på jeres dedikation, blot en helt simpel konstatering, som kan have mange årsager.

Det er derfor også en smule anstrengende, når de foreninger vi spørger ind til udnyttelsen af træningstimer hos, konsekvent mener, at det udstyr der anonymt måler ”tilstedeværelsen” af idrætsudøvere, må være i stykker eller ubrugeligt. Sjovt nok virker udstyret fint i alle de faciliteter hvor udnyttelsen er stor, kan vi konstatere.

Ovennævnte blot for at illustrere, at det næsten altid er op ad bakke, når vi konfronterer en forening med en længerevarende udeblivelse. Jeg siger ikke, at man som forening ikke må protestere eller tale sin sag, men reelt taler vi blot om, at FIU ønsker at udnytte alle timer på vores faciliteter bedst muligt, ikke at fratage og ekskludere en forening permanent, når vi henvender os på baggrund af tilbagemeldingen fra de aktivitets censorer der styrer optællingen af brugerne i vores faciliteter, time for time.

Er det mange konfrontationer vi har? Nej, bestemt ikke. Men der har været en del røre omkring de seneste optællinger, både fordi uenigheden om den faktiske brug har været markant og fordi foreningerne nok føler, at dialogen om inddragelse af en given træningstid ikke har været tilfredsstillende.

Vores administration i FIU gør deres bedste, ud fra de præmisser som bestyrelsen har udstukket. Men vi bliver nødt til at se på præmisserne igen, kan vi fornemme, ligesom vi bliver nødt til at se på muligheden for at føre dialogen med den enkelte forening anderledes. Point taken.

Om måden at registrere på eller spørgsmålet om registrering i det hele taget, bliver anderledes, ved jeg ikke lige her og nu. Vi ser som sagt på mulighederne, men fortsat ud fra det faktum, at vi alle sammen skal kunne se hinanden i øjnene, når vi leverer og fastholder budskabet, at vores faciliteter er 100% udnyttede.

Vi vender tilbage med ny information, når vi har vendt alle de udfordringer der kunne være med nultællinger.

Det oprindelige Forums omdannelse

Vi glæder os til at arbejde videre med ”Sportsforum”, som er arbejdstitlen på det nuværende Forums omdannelse til en markant stor kommunal idrætsfacilitet, der dækker cirka halvdelen af Forums nuværende fladeareal.

Som jeg tidligere har skrevet, så er alle idrætter principielt i spil som nye brugere, når faciliteterne står færdige og nyrenoverede engang i løbet af 2028/2029. Vi tager de indledende skridt i dialog og overvejelser om hvilke foreninger og idrætter der skal prioriteres, her i løbet af første halvår af 2026 og vi vil selvfølgelig holde alle foreningerne under FIU løbende orienteret om fremdriften og baggrunden for de beslutninger der bliver truffet, blandt andet med input og i samråd med jer foreninger.

At Sportsforum er en absolut prioritet, er ingen hemmelighed – når nu muligheden byder sig, ville det være en smule dumt ikke at slå til og sige ja til kommunens absolut fremragende initiativ.

Betyder ovennævnte så, at vi ikke længere fastholder ønsket om at gennemføre den række af anlægsinvesteringer, som gennem årene er oplistet på baggrund af forskellige idrætter og foreningers ideer og berettigede ønsker? Nej, selvfølgelig ikke.

Men det er også en kendsgerning, at en kommunal investering af den størrelse et Sportsforum kræver, uden tvivl vil rykke tidshorisonten for mulig gennemførelse af andre større anlægsinvesteringer med kommunal deltagelse.

Derfor bliver det også en bunden opgave for FIU af afsøge markedet for andre finansieringsformer end den kendte kommunale, hvis vi ønsker at fastholde en realistisk mulighed for at gennemføre vores øvrige prioriterede anlægsprojekter, inden for en overskuelig årrække. Så det vil vi også kaste os over.

Beretning 2025

Blot en strøtanke. Jeg er så småt i gang med at skrive den årlige beretning – har nogen af jer markante fotos fra begivenheder i løbet af 2025 som i har deltaget i eller overværet, så send mig gerne disse på mail, så jeg eventuelt kan få den lagt ind som illustrationer i beretningen.

Mange vinterhilsner fra Michael

Relaterede nyheder

Kunstgræsbane 3, 6 og 9 på Jens Jessens Vej var efter 10 års intens brug

Fiu og Frederiksberg kommune har igangsat en renovering af kunstgræsbane 3, 6 og 9 bag

Den 9. juni samlede FIU omkring 60 repræsentanter fra Frederiksbergs idrætsforeninger til årets formandsmøde. Aftenen

Giv din viden, og styrker fællesskabet og giver bedre grundlag for at støtte foreningslivet.

Årets formandsmøde i 2024 er netop blevet afholdt

Mandag d. 27 maj markerede dagen for endnu et vellykket og informativt formandsmøde. Stort tak til alle der deltog, ikke mindst repræsentanterne fra de 58 forskellige idrætsforeninger.

Mødets indhold

Søren, direktøren for FIU, åbnede aftenen med en varm velkomst til en aften fyldt med sportsånd. Derefter blev FIU’s Trænerundersøgelse præsenteret, hvilket satte gang i livlige diskussioner rundt om bordene. Efter dette præsenterede FIU’s administration spændende projekter og rapporter som:

 

Du kan finde de to rapporter, Trænerundersøgelsen og Årsanalysen for aktivitetsoptællinger 2023, i deres fulde udgaver her:

 

Se hele FIU’s PowerPoint-præsentation fra aftenen her: FIU Formandsmøde 27.05.2024

 

Fællesskabsmiddag

Aftenen blev afsluttet med en lækker middag og hyggelige samtaler ved bordene i caféen og selskabslokalerne hos Frederiksberg Hallerne.

Tak for en fantastisk aften!

Med venlig hilsen
Frederiksberg Idræt

Se en stemningsvideo fra aftenen her:

Relaterede nyheder