Vælg en side

Fredag aften var en sand fest på Frederiksberg! Vi havde den store ære at hylde Frederiksbergs talentfulde sportsfolk, der har bragt ære og stolthed til vores elskede by i 2023.

Dørene åbnede, og borgmesteren bød de ca. 300 gæster et stort velkommen! Aftenen bød på 3-retters menu, vin, gaver, hyldest af alle atleter, musik og underholdning. I år havde gæsterne fornøjelsen af Andreas Kraul, som førte alle godt igennem et underholdende og informationsrigt program. Gæsterne fik lokalt bekendtskab med fægternes benarbejde fra Frederiksberg Slots Fægteklub, individuel og forældre-barn Stacking fra Frederiksberg Sports Stacking Klub og håndstand fra Gymnastikforeningen Hermes, da udøvere fra alle 3 foreninger var oppe på scenen og fremviste deres sport.

Ydermere blev der også fremvist to flotte videoer med Adam og Liva fra Frederiksberg Ju-Jutsu Klub og med Falcon Baskets kvindelige hold. Men der er selvfølgelig ingen fest uden opbakning fra Frederiksberg Idræt og Frederiksberg Kommune, så derfor inviterede Andreas Kraul også Borgmester og Michael Christiansen (Formand for Frederiksberg Idræt) samt Lotte Kofoed (Forperson for Kultur og Fritidsudvalget) og Pia Poulsen fra Frederiksberg Slots Fægteklub op på scenen for at fortælle lidt om deres syn på kvinder i idrætten, idrætsfællesskabernes betydning for borgerne samt deres personlige bedste oplevelse med sport i 2023.

Inden aftens afslutning med fælles foto og dans på dansegulvet med DJ Katrine Ring, så kunne aftenens gæster blive meget klogere på idræt via Den STORE Mesterskabs quiz med afsæt i sportsspørgsmål både lokalt og på landsplan. Gæsterne deltog med stor begejstring, og selvom quizzen bestemt ikke var nem, så blev der fundet en vinder samt en anden og tredjeplads.

Alle mestre kunne gå hjem med stolthed og en begivenhedsrig aften. Vi ønsker både atleter og foreninger endnu engang stort tillykke med alle de flotte præstationer og glæder os til endnu en hyldestaften igen til år. Pøj pøj med alle turneringer, konkurrencer og kampe i 2024, og på gensyn til april 2025!

📸Fotograf Julie Murphy