Første gang Damsøbadet slog dørene op var under 2. verdenskrig i 1943. Nu har vores gamle svømmehal gennemgået et gevaldigt ansigtsløft og vi kan næsten ikke vente med at byde brugerne velkommen i Damsøbadet igen.

Siden oktober sidste år har Damsøbadet gennemgået en gennemgribende, tiltrængt renovering.  Den knap 80 års gamle svømmehal bar præg af mange års heftig brug, og ombygningen havde været på tegnebrættet en god rum tid, da svømmehallen i efteråret 2019 blev overgivet til entreprenøren Combi Byg A/S kærlige hænder.

Nu er alle synlige flader i løbet af efteråret, vinteren og foråret til gengæld blevet skiftet ud. Alt lige fra fliserne i bassinet, på gulvet og på væggene til loftet er blevet skiftet. Omklædningsrummene og toiletterne er blevet ombygget og ligeså er saunaen. VVS og El-installationer er blevet udskiftet og der er kommet nyt ventilationsanlæg og CTS.

Derudover er bassinet blevet hævet og står nu med overløbsrender, der sikrer en bedre luftcirkulering. Kort sagt, en total renovering af den gamle svømmehal, der løfter kvaliteten for svømmerne markant. Både visuelt og sundhedsmæssigt.  Og i sidste uge kom prikken over i’et, da 550.000 liter vand så blev pumpet ud i det nye bassin.

Renoveringen er sket med stor respekt for Damsøbadet ikoniske arkitektur. De unikke søjler og den helt særlige loftsarkitektur, der har været kendetegnene for Damsøbadet, er blevet bevaret. Badet står mindst ligeså flot, som det gjorde dengang, det oprindeligt åbnede i 1943, hvis vi selv skal sige det.

Nu håber vi bare, at vi snart kan slå dørene op for vores skoler og svømmeforeninger på sikker vis. Ikke i krigstid denne gang, men med helt andre Covid-19 udfordringer!