I forhold til vores fodboldklubber og reglerne for brugen af fodboldbanerne, er disse naturligvis lempet efter den seneste åbning fra myndighederne og DBU i mandags, så man nu kan spille med grupper på 50 spillere/trænere. Vi stopper derfor med at opstrege 5-mandsbanerne (men tænker stregerne nok er synlige nogle uger frem), så fodboldklubberne frit kan vælge at opdele banerne i 5-, 7- eller 11-mandsbaner. Hvis man spiller på 7-mandsbaner med forskellige grupper på hver banehalvdel, skal man med toppe lave en adskillelse af banerne på 2 meter.

Samtidig udvider vi åbningstiderne for banerne i weekender, så de lørdage er åbne til kl. 16.00. Søndage vil de fortsat være åbne til kl. 14.00, men fodboldklubberne kan ved behov få accept til senere brug ved henvendelse til halinspektør Jan Schlüter.

Omklædningsrum i Frederiksberghallerne er fortsat lukket lidt endnu, men vi giver en melding, straks vi er klar til at åbne dem med myndighedernes begrænsning om 4 m2 pr. bruger.

Det er dog vigtigt at understrege, at de seneste ændring IKKE har betydning for bl.a. krav om:

  • ALLE spillere skal forud for træningen have afsprittet hænder
  • Bolde og evt. andet udstyr skal rengøres efter brug
  • Der er IKKE adgang for forældre og andre tilskuere på banerne hverken til træninger eller kampe
  • Når spillere og trænere forsamles før og efter træning skal dette ske med 1 meters afstand
  • For børnehold skal målstolperne på målene på de anvendte baner rengøres eller afsprittes efter afslutningen på træningen/kampen (er netop blevet fastholdt af Frederiksbergs kommune børnelæge, med krav om at ordningen fortsætter frem til udgangen af sommerferien)
  • Man skal opretholde ordningen med coronavagter minimum næste uge (uge 25) med, ligesom ordningen bør fortsætte, hvis I selv oplever udfordringer med jeres hold og spilleres overholdelse af reglerne.