Idrætsudvalget (IU) søger nyt medlem, når der torsdag den 26. marts 2020 på FIUs årlige Repræsentantskabsmøde skal vælges medlemmer til posterne.

Idrætsudvalget tæller i dag 4 medlemmer, men skulle der melde sig flere på banen, så vil IU også gerne udvide udvalget med et ekstra medlem, og dermed byde nye kræfter, tanker, visioner og indspark fra et nyt engageret medlem velkomment. Idrætsudvalget mødes ca. 6 gange årligt og dertil kommer den løse kontakt mellem møderne.  Arbejdet er frivilligt.

Idrætsudvalgets ansvarsområder
Som medlem af IU er du med til at udstikke retningslinjer for FIUs samarbejde med foreningerne. IU er i samarbejde med FIUs Idrætskonsulenter ansvarlig for at udarbejde de nærmere rammer og regler, der danner baggrund for fordelingen af træningstider, ligesom udvalget også fastsætter den procedure, der skal følges, indtil den endelige fordeling er foretaget. Alle medlemmer bidrager aktivt med input får derved lagt den mest optimale kurs for IUs arbejde.

Lidt om dig
Som medlem af FIUs Idrætsudvalg er det vigtigt, at du brænder for at bidrage til den overordnede styring af FIU og dermed idrætsfaciliteterne på Frederiksberg. Indsigt og erfaring med idrætsområdet er, om ikke en nødvendighed, så en fordel. Du vil komme ind i FIUs maskinrum og gennem din involvering være med til at træffe beslutninger, som får betydning for hele idrætslivet på Frederiksberg.

Hvem kan søge?
Det er din lokale forening, der skal bakke op om dit kandidatur. Dvs. du som minimum skal være medlem af en af FIUs medlemsforeninger. Ifølge FIUs forretningsordner må du kun være medlem af ét idrætsfagligt FIU organ, du kan dermed fx ikke sidde i både i håndboldudvalget og i IU.

Mere information om posten
Vil du vide mere kan evt. læse vores forretningsorden, se oversigt over medlemmer af udvalget og læse tidligere referater. Har du spørgsmål, eller hvis du gerne vil melde dig som kandidat til posten, er du velkommen til at kontakte formand for idrætsudvalget Nicolai Sichlau på ns@kyudo.dk.