Vælg en side

Frederiksberg Kommune har netop indgået en aftale med Gamechanger – et initiativ fra Pan Idræt og DGI, der arbejder for at skabe bedre vilkår for LGBT+ personer i idrætten. Gamechanger har som mål at fremme en mere inkluderende og tryg idrætskultur og bekæmpe homofobiske tendenser, så idrætten kan være et fællesskab for alle.

Med udvalgsformand Lotte Kofod i spidsen ønsker Frederiksberg Kommune at inddrage flere af de større idrætsforeninger i arbejdet med at skabe trygge rammer for LGBT+ personer i kommunens idrætsfaciliteter. Fokus er på at adressere udfordringer og skabe plads til mangfoldighed i både små og store foreninger.

Som en del af Gamechanger-initiativerne inviterede FIU til kickoff, hvor fem af de største idrætsforeninger på Frederiksberg – BK Ydun, FIF Håndbold, HSK, Falcon og KB – var repræsenteret. Her blev der udvekslet erfaringer og idéer om, hvordan idrætsmiljøet på Frederiksberg kan blive endnu mere inkluderende.

FIU’s fremtidige indsats
FIU vil i de kommende måneder støtte de lokale idrætsforeninger og samarbejde om at skabe bedre forhold for alle, uanset baggrund. Dette inkluderer et aktivt fokus på at forbedre idrætsfaciliteterne, så de i endnu højere grad kan rumme mangfoldigheden blandt byens mange idrætsudøvere.

Sammen kan vi skabe en idræt, hvor alle føler sig velkomne. Gamechanger er et skridt i retningen mod en idrætskultur, hvor ingen bliver ekskluderet på grund af deres seksualitet eller identitet.