Frederiksberg Idræt giver jeres forening en unik mulighed for at få flere medlemmer under 6 år gennem to initiativer, der engagerer børn i samarbejde med lokale daginstitutioner.
Åbent Dagtilbud: Få flere børn til jeres forening
I samarbejde med børnehaver kan jeres forening tilbyde idrætsforløb til børn i alderen 2-6 år. Hvert forløb strækker sig over fire uger med én times træning om ugen, og I modtager 1.400 kr. pr. forløb. Det er en oplagt mulighed for at få flere af de yngste medlemmer i jeres forening. Frederiksberg Idræt står for koordineringen, så I skal blot fokusere på at undervise børnene.
Læs mere her: Åbent Dagtilbud
Morgen B.I.L: Idræt før børnehaven – nå familierne tidligt
Med Morgen B.I.L kan jeres forening tilbyde morgenidræt til børn, inden de møder i børnehaven. Forældrene afleverer deres børn hos foreningen om morgenen, og efter træningen kommer pædagogerne fra daginstitutionerne og henter dem. Dette er attraktivt for både børnehaverne og forældrene, da det giver børnene mulighed for at være fysisk aktive, når de er mest friske, og giver travle familier en løsning uden for de typiske weekendaktiviteter. Træningen varer cirka 45 minutter og foregår én gang om ugen i tidsrummet 08:00 – 09:30. FIU hjælper med kontakten til nærliggende daginstitutioner og støtter jer med markedsføring og sparring.
Læs mere her: Morgen B.I.L
Tag kontakt og få flere medlemmer!
Ønsker I at tiltrække flere børn under 6 år til jeres forening? Kontakt os i dag for at deltage i et eller begge initiativer og få flere af de yngste som faste medlemmer.